Barslen kan hurtigt blive fyldt med aftaler, aktiviteter og indtryk. På dette hold skruer vi helt ned for tempoet. Her handler det ikke om, at din baby skal præstere, stimuleres eller underholdes. Det handler om ro, nærvær og tryg kontakt mellem dig og din baby.
På holdet lærer du at give din baby en blid babymassage, som du kan bruge hjemme som et lille fast ritual i hverdagen. Massagen kan være med til at styrke nærhed, kropsbevidsthed, motorik og tryghed, og du får samtidig en bedre fornemmelse for din babys signaler.
Der vil også være små rolige øvelser og afspænding for dig som forælder, så du selv får mulighed for at lande i kroppen. Det kan være enkle åndedrætsøvelser, blide stræk eller små pauser, hvor du får lov til bare at være uden at skulle nå noget.
Vi skaber et rum, hvor der er plads til at arbejde med et varmt og trygt fokus på relationen mellem dig og din baby, men også med omsorg for dig som forælder.
Du behøver ikke have erfaring med massage. Du bliver guidet roligt igennem det hele. Der er også plads til amning, flaske, bleskift, gråd, pauser og alt det, der hører med, når man har en lille baby med.
Holdet er åbent for babyer og små børn i alderen ca. 2-10 måneder. Når børn begynder at kravle og bevæge sig mere rundt, kan det naturligt blive lidt sværere at massere dem, men intet er umuligt. Babymassage kan sagtens tilpasses dit barns udvikling, så du kan bruge det, du lærer i løbet af de første leveår.
For spædbørn er berøring en af de vigtigste måder at opleve verden på. Når du rører ved dit barn med rolige og opmærksomme hænder, kan det være med til at skabe en følelse af tryghed og velvære.
Du får redskaber, der hjælper dig med at mærke dig selv, finde mere forældreselvtillid og forstå din baby endnu bedre.
Du lærer at forstå dit barns signaler endnu bedre og styrker på den måde barnets evne til at kommunikere. Ved at læse dit barns signaler, styrker du barnets selvværd, da barnet tidligt føler sig set, hørt og forstået.